SKOV Advokater tester AI-teknologi for at modernisere juridisk rådgivning

SKOV Advokater er en af Trekantområdets førende advokatvirksomheder og placeret i Vejle. SKOV Advokater er fast besluttet på at være på forkant med innovationen i den juridiske sektor og er derfor begyndt at implementere kunstig intelligens (AI) i deres arbejdsgange som et led i deres strategi for at modernisere juridisk rådgivning. Deres initiativ kommer på et tidspunkt, hvor mange virksomheder undersøger potentialet i AI-teknologi

Overvejelser om udvikling af egne løsninger vs. standardløsninger

Kathrine Kidde Mehlsen fra SKOV Advokater, er certificeret IT advokat og udtaler: "I vores eget arbejde med AI er vi i gang, men fortsat i en undersøgende fase. Som flere andre har vi overvejet, om vi skal udvikle vores egne løsninger eller anvende standardløsninger." Efter grundige overvejelser og dialoger med forskellige udviklingshuse har SKOV Advokater valgt i første omgang at fokusere på eksisterende standardløsninger. Mehlsen forklarer, at "der findes allerede en hel del gode legal-AI-løsninger til advokatbranchen."

Partnerskab med Pandektes for avanceret AI-research

SKOV Advokater har indgået et samarbejde med Pandektes, en nyere dansk virksomhed, der leverer generative AI-løsninger. Pandektes' teknologi hjælper SKOV Advokater med opgaver som juridisk research, hvilket kan forbedre effektiviteten og præcisionen i deres arbejde. "AI vil kunne lette vores research-arbejde betydeligt og give os mere tid til at fokusere på strategisk rådgivning," tilføjer Mehlsen.

"Generelt ser vi positivt på de muligheder AI giver. Ved at få mulighed for at optimere på vores processor f.eks. ift. research, søgning i store mængder data, dokumentgenerering osv. får vi frigivet tid og ressourcer til at yde endnu bedre og mere relevant rådgivning over for vores kunder." udtaler Mehlsen, og fortsætter "I vores implementering er det naturligvis også yderst relevant, at være bevist om de risikoforhold AI kan medføre, herunder blandet andet i forhold til sikkerhed og fortrolighed."

Fokus på fremtidige muligheder og udfordringer i branchen

Kathrine Kidde Mehlsen sidder også i Danske Advokaters AI-arbejdsgruppe, hvor der drøftes muligheder og udfordringer ved brugen af AI i advokatbranchen generelt. Hun bemærker, at "det juridiske landskab er i forandring, og AI kan spille en væsentlig rolle i denne transformation."

Mehlsen nævner også vigtigheden af nationale initiativer. For eksempel ser hun optimistisk på fremtiden for AI i jura med den danske sprogmodel, der udvikles af Dansk Sprogmodel Konsortium. Mehlsen konkluderer: "Et dansk datafundament ville helt klart forbedre danske standardløsningernes muligheder inden for vidensfag herunder jura."